Hej hold, jeg vil her læse dagens tekst højt, hvis man har brug for det, og så mens jeg læser, vil jeg forklare noget af det der er, hvis man synes at teksten er lidt svært, eller man egentlig bare har brug for at lytte i stedet for at læse, så læser jeg her for jer. Vi starter med, hvor findes de beboede vulkaner? Det anslås, at der findes over 500 aktive vulkaner rundt omkring på jorden. Hertil kommer tusindvis af vulkaner, som ikke har vist tegn på aktivitet i lang tid. Dog er det svært at afgøre præcist, hvor mange vulkaner, der er aktive, da nogle er i udbrud med ganske få års mellemrum, mens andre kan være i dvæletilstand i mange hundrede eller endda flere tusinde år.
Så man ved egentlig ikke, hvilke vulkaner man bare venter på at gå i eksplosion, men gør det kun hver tusinde eller to tusinde år. Vulkansk aktivitet opstår, hvor magma, eller smeltet stenmasse, så det vil sige smeltet sten, som findes dybt nede i jordens indre, tænger op til dens overflade. Som det fremgår af kortet, som I kan se øverst, er der et sammenfald mellem beliggenheden af aktive vulkaner og områder, som oplever jordskæld.
Så det vil sige, at der hvor man finder jordskæld, finder man også tit vulkaner. Det skyldes, at de fleste aktive vulkaner er placeret tæt på jordens pladegrænser eller pladerande, hvor de store lithosfæres plader enten bevæger sig mod hinanden eller væk fra hinanden. Og det læser vi nemlig om lige om lidt.
Nogle steder på kloden stiger magmanden også op ved de såkaldte hotspots, som er et ekstraordinært varmt område i astinosfæren, f.eks. under Island eller Hawaii, hvor to tektoniske plader støder sammen, vil den tungeste af dem synke ned under den anden, og der opstår en subduktionszone. Det læser vi også om lige om lidt.
Det kan enten ske i grænsefelt tæt mellem to oceanbåndsplader, f.eks. ved Indonesien, eller mellem to oceanbåndsplader mellem en oceanbåndsplade og en kontinentalplade. Det sker ved Stillehavet eller Sydamerika.
Når Oceaniens vundsplade synker ned i jordens varme indre, vil der i omkring 100 km dybde dannes magma ved kontakten mellem den nedsynkende kolde plade og den underliggende varme astinosfærd. Fordi varmen i de 100 km dybde er nok til et smeltemateriale i den nedsynkende plade. Det er ret sejt, så når den nedsynkende plade bevæger sig ned i jorden, så begynder den at smelte. Da flydende magma har en lavere densitet, det vil sige det er lettere, end den omgivelser, vil den stige opad, så den vejer mindre, så den stiger. Der hvor magman har nået til overfladen, opstår der vulkaner.
Cool! Et godt eksempel på dette kan man finde hele vejen rundt omkring Stillehavet, hvor der ligger en lang række vulkaner tæt ved kysten. Det kaldes Ildringen eller The Ring of Fire.
Så de findes hele vejen rundt om, fordi det her materiale er ved at synke, smelte, stige og så skabe vulkaner. Cool. Så møder vi lige en lille faktaboks.
Den handler om pladetektonik og vulkanisme. Pladetektonik er en teori om, at jordens øverste lag består af plader, som er i bevægelse og får skubbet sig på forskellig vis. Så det vil sige, at de skubber til hinanden de her kæmpe plader, vi er på. De kan enten gå mod hinanden, de kan gå fra hinanden. eller de kan gå langs hinanden.
Jordens yderskal er hårdt, det kalder vi lithosfæren, og er delt op i syv store og en række mindre lithosfæres plader, som flyder oven på den forholdsvis bløde astenosfære, der er lidt over 1000 grader varme, og elastisk, meget tygt flydende. Så det vil sige, at vi har de her hårde plader, som ligger oven på noget, der er mere flydende, men ikke sådan vandflydende, bare mere elastisk hedder det. Pladebevægelsen skyldes varme, skudt i jordens indre, som skaber cirkulær konvektionsstrømme og bringer dybdeliggende varme materiale op til underfladen af lithosfærdspladerne. Det betyder, at jorden indre er meget varm, og det varme vil gerne ud, det vejer mindre, som vi lærte, så det kommer op til overfladen, eller næsten overfladen, fordi der rammer den lithosfærdspladerne og skubber til dem. Lidt ligesom hvis man satte et stykke papir oven på kogende vand. Vandet er varmest i bunden.
Det stiger op til toppen, og når det så rammer det stykke papir, så bevæger papiret sig, fordi at der varme kommer op fra neden. Bevægelserne får lithosfæren til at bryde op i forskellige plader, som bevæger sig i forhold til hinanden. Tyngdekraften medvirker også til bladebevægelserne, fordi det trækker i lithosfærespladerne og får dem til at synke ned i dybden. Det betyder lidt ligesom hvis man startede et stykke papir på kanten af et bord, så i starten ville der ikke ske noget, og hvis du så rykker papiret, Længere og længere ud til sidst, så bliver den så tung, at den falder ned af sig selv.
Det samme sker med plader. Når de begynder at synke, så bliver de faktisk trukket ned af deres egen vægt. Det er ret sejt. Magma bliver dannet i astenosfæren mellem 100 og 350 km dybde, og stiger herfra op gennem lithosfæren, indtil den til sidst når til overfladen i et vulkanudbrud.
Magma stiger op gennem jorden Skorpe, fordi magma er flydende og har en lavere massefølge end bjergearterne i den omgivelse. Det vil sige, at den er flydende, vejer mindre, så den stiger, og så kommer forbi de hårde sten, som vejer mere. Magman baner langsomt vej op gennem små sprækker i undergrunden, som der enten selv dannes, eller som er dannet i tidligere udbrud. Typisk sådan nogen, der er omkring 50-100 km nede.
Så den prøver at finde steder, hvor den kan komme igennem, og hvis ikke den kan komme igennem, så laver den faktisk steder, hvor den selv kan komme igennem. Både temperatur og trykket vokser, desto dybere ned i jorden man kommer, og samtidig stiger bjergeartens smeltepunkt på grund af den øgede tryk. Så vil det sige, at jo mere tryk der er, jo varmere skal det være for at smelte.
Nette smeltepunktets trykafhængighed er afgørende for dannelsen af magma. Lige under lithosfærens pladerne er materialet i astinosfæren ca. 1300 grader varmt.
Det er mega varmt. Og meget tæt på smeltepunktet. Hvis materialet får lov at stige opad, udsættes det for et trykfald, og dermed falder smeltepunktet. Så det vil sige, at hvis det beholder varmen, men der er mindre tryk, så har det nemmere at være smelt. Man skal forestille sig, at det er svært at være smelt, hvis der er meget...
trykker på det, men hvis det der trykker giver lidt slip, så er det nemmere ved at smelte og blive flydende. Hvis materialet forløser. Smeltepunkter kan også ændres, hvis materialet i astenosfæren ændrer sammensætning, hvilket kan ske, når nedsynkende oceanbundsplader frigiver vand til astenosfæren. Så vil sige, at vand er også med til at gøre, at det her hårde elastisk materiale kan smelte nemmere. Så hvis der er blandes vand i det, så kan det nemmere blive flydende.
Og det sker fx, hvis sådan en oceanbundsplade er ved at synke, fordi den trækker vand med ned i den varme stenosfære. Når magmaet kommer op på overfladen, består den hos særligt af flydende stenmasse, så flydende sten, mellem 800 og 1200 grader, og så ændrer den snævn til lava. Her kan man se nogle forskellige pladegrænser. Det er lidt svært at vise jer her, men jeg vil anbefale, at I lige kigger.
Der er en destruktiv pladegrænse, hvor en plade går under en anden plade. Der er en konstruktiv pladegrænse. hvor de rykker fra hinanden.
Der er en destruktiv pladegrænse, hvor en oceanbundsplade går under en kontinental plade. Det skaber sådan nogle bierhav, når den gør det. Og så er der en bevarende pladegrænse, det er, hvor de går forbi hinanden. Det vil sige, at der bliver ikke ødelagt noget, men typisk, når de går forbi hinanden, så glider de ikke særlig godt, så de skaber jordskæld, når de gør det. Ikke så mange vulkaner, men mere jordskæld Så Så går vi videre til næste side, hvor der står, at bemærk også zonen med vulkaner og jordskæld nede ved Atlantahavet.
Det kalder man det midt-oceanske højderyk. Der hvor to plader bevæger sig væk fra hinanden, skabes der et mellemrum kaldt spredningszone. Derved falder trykket i det underliggende astenosfære, som derfor smelter og stiger opad.
Hvis pladerne ikke trykker, fordi de går ud til siden, så kan det under stige op og skabe vulkaner. Bjergearternes smeltepunkt afhænger af deres temperatur og deres tryk. De to ting er vigtige.
Bjergearterne i jordens kappe smelter ved omkring 1100 grader. Man kan godt være faste ved højere temperatur, hvis trykket er højt nok. Så de kan godt blive faste, som i fast form, det vil sige et fast ting, selv hvis det bliver varmere, hvis bare man trykker nok på det. Denne proces foregår langs det, vi kalder den midtatlantiske højderyk, hvor opstigende magma afkøles og danner nyt havbund.
Omkring spredningszonen. Når marmøret kommer op til overfladen, kalder vi det lava. Godt. Så er det næste undertitel, det er, ved hvilket vulkaner bor der flest mennesker. Vulkanudbrud kan både være farligt og fordelagtigt, så de er gode og dårlige.
Hvorvidt en vulkan betragtes som farligt eller gavnligt, det vil sige godt, afhænger for det meste af dens afstand til der, hvor vi bor. Der bor ikke mennesker ved alverdensaktive vulkaner, men det gælder for mange af dem. En forskningsundersøgelse i 2002 viste, at næsten 10% af verdens befolkning lever mindre end 100 km fra en aktiv vulkan. Så 1 ud af 10 mennesker på jorden lever inden for 100 km af en vulkan. Ud fra en gennemsnitsbetragtning af befolkningstættetiden, det vil sige, hvor tæt vi bor sammen, omkring en historisk aktiv vulkan, cirka 23 personer pr.
km. hvilket er omtrent seks gange større end befolkningstætheden på klons samlet beboet område. Det vil sige, at vi bor faktisk relativt tæt på de aktive vulkaner. Den samme undersøgelse konkluderede, at der er en tæt sammenhæng mellem vulkanernes placering i forhold til kvater og til kysten og befolkningstætheden i deres opland.
Længst mod nord og syd, så toppen af vores jord og bunden af vores jord, hvor der er koldt, er vulkanske områder ikke tæt beboet. Der vender man derimod blikket mod de vulkaner, der ligger nær kysten i de tropiske og subtropiske områder, er befolkningstætheden langt større. Det vil sige, at de vulkaner, der er nord og syd, der hvor det er koldt, der bor der ikke så mange mennesker tæt på.
Men hvis du kigger på de vulkaner, der er i midten af vores jord, der hvor vi kalder ekvater, der er der ret mange mennesker, der bor tæt på vulkaner. Dengang de første mennesker bosatte sig i områder, hvor de muligvis ikke har været klar over, hvor der var vulkaner til stedværelse, eller også har de vurderet, at risikoen ved at bo i nærheden af de her vulkaner blev arbejdet af deres fordel. I alt fald har områdenes ressourcegrundlag tilladt, at befolkningen med årene er mange doble. Så det vil sige, at de her vulkaner har også givet noget, som gør, at der kan bo flere og flere mennesker i de her områder. Det er ikke kun dårligt.
I varmetropiske og subtropiske områder tilbyder de her vulkaner en fordelagtig klima. Oppe på vulkanerne er temperaturen nemlig lavere, og det regner mere, hvilket giver gode dyrknings- og leveforhold. En stor del af verdens kaffeproduktion finder sted på vulkaner i Etiopien, Guatemala, Indonesien, fordi kaffen kræver meget vand hele året, masser af sol og ikke for varme temperaturer.
Vulkanernes skråning giver desto end en naturligt afløb for vand, når det regner meget. Så fordi den er ligesom gået ud til siderne, så når det regner meget, så kommer vandet med ud af langs den. Dertil kommer at udsigten er god og på toppen af vulkanerne, så man kan med fordel se sin ejendom.
Man kan se langt. op på toppen af vulkanerne. Indonesien er det land i verden, som har flest aktive vulkaner. De har mere end 100 aktive vulkaner.
Samtidig er hovedøen Java et af de tætteste befolkede områder på kloden, der bor over 900 mennesker pr. kvadratkilometer, med en befolkningstal på omkring 120 millioner af skille i store byer. Fælles for indbyggerne på Java er, at de bor nær en af de 45 aktive vulkaner her i plant, konjunktiv Kilun og Merapi på øen samt den nærliggende vulkanø i Krakatoa. Så der bor mange mennesker i Indonesien, og mange af dem bor meget tæt på vulkaner. Hvad kaldes de forskellige typer vulkaner?
Vulkanernes størrelse og form vil til dels afhænge af, hvor stor mængde lava, der tilføres overfladen, dels hvor langt den flyder væk fra midten af vulkanen, eller det vi kalder krateråbningen. Vulkanske områder består oftest af mange lag af størkende lava, som der er kommet til ved et gentagende vulkanudbrud. Magmens temperatur og sammensætning er afgørende for, om lavaen bliver mere eller mindre tykflydende.
Så de to ting er vigtige, om man skal have tyk lava, der ikke bevæger sig særlig meget, eller tynd lava, der bevæger sig rigtig langt. Der skal vi kigge på, hvad det er lavet ud af, og hvor varmt det er. Og det bestemmer så, om vulkanen får flad eller høj.
På baggrund af vulkanernes form og deres materialesamsætning, det vil sige, hvad de lavede ud af, ud af, samt udbrudskarakter, er det muligt at inddele vulkanerne i fire kategorier. Det er skjoldvulkaner, spaltevulkaner, kejlevulkaner og kalderer. Skjoldvulkaner, den første kategori, er en betegnelse for vulkaner, der har svage skruninger.
Det vil sige, at de er ret flade i det. Og primært består af bjergarten basalt, sådan en sort bjergart, hvis jeg skal nok vise jer en af dem på et tidspunkt. Skjoldvulkaner forekommer ved spredningszoner, på havbunden og ved de såkaldte hotspots, som tilføres meget med dybt ned for jordens astenosfære. En skjoldvulkan har typisk hyppig udbrud, og den spørgselsk lava er tyndflydende, fordi den ikke har særlig meget silikat i sig. Så skjoldvulkan, det løber langt, de er tit ret store vulkaner, og de har ikke særlig meget silikat i deres lava.
Derfor vil lava nemt strømme hurtigt ned ad siderne på vulkanen og først størkne langt væk fra kradderet eller midten af vulkanen. Det er årsagen til, at vulkanen kommer til at ligne et stort, fladt skjold på overfladen. Derfor kalder vi dem skjoldvulkaner.
Mauna Loa på Hawaii er verdens mest aktive skjoldvulkan, og den består af et talrig lag af lava med de mange udbrud. Både denne og andre skjoldvulkaner på Hawaii, f.eks. Mauna Kia, er derfor både store og høje, men har en ret flad form, ligesom en skjold. Mauna Kia er rent faktisk det højeste bjerg i verden, der højder forskellen mellem sin fod, dvs.
bunden. som er på havets bund og dens top er ca. 10.000 meter.
De mange vulkaner på Hawaii skyldes ø-grybningsbeliggenhed over en såkaldt hotspot, som er et ekstraordinært varmt område i jordens karpe. Over et hotspot vil der typisk forekomme hyppig udbrud, fordi stillehavspladen flytter sig, mens hotspottet har en fast position. Det vil betyde, at der kommer en serie af vulkaner, ligesom perler på en snor, mens pladen bevæger sig over den her hotspot, som ligesom er sådan her, så bevæger pladen sig over. Så kommer der en vulkan, og så bevæger den, så kommer der en ny vulkan, og så bevæger man en ny vulkan.
Det er ret sejt. En dag viser jeg dig, hvordan det ser ud på Google Earth. Man kan faktisk se dem, alle de her vulkaner. Øens beliggenhed og orientering dokumenterer den afstand og retning, som stillehavspladen har bevæget sig, siden Hawaiis ældste vulkaner blev dannet.
Så man kan bruge de her vulkaner til at se, hvordan pladen har bevæget sig før i tid. Øgruppen Hawaii består af en række udslugt vulkanet øer. som kun var aktiv i de perioder, de lå over hotspotten. Så det vil sige, at når øerne rykker væk fra hotspotten, så slukkes der et vulkan, og så går øerne faktisk stille og roligt i stykker. Så spiser stilleheddet dem.
Alt det vand, det ølægger stenene. En undergruppe til skjoldvulkaner er det, vi kalder spaltevulkaner, hvor lavaen trænger frem gennem en eller flere spalter, derfor kalder vi det en spaltevulkan, eller sprækker i jorden. Spaldevulkanet dannes ved konstruktiv pladegrænse, hvor to konstantale plader bevæger sig ligge fra hinanden En spredningszone og danner dybe sprækker i undergrunden.
Der er mange eksempler på spaltevolkaner på Island, som i øvrigt også ligger om på en hotspot. En tredje gruppe, nummer tre gruppe, det er dem vi kalder kejlevolkaner eller stratovolkaner. Strato er, jeg tror det er italiensk muligvis, og betyder mange lag strata. Der opstår ved subduktionszoner.
Det var der, hvor den ene plade går under den anden. Det kalder vi en subduktionszone. Denne type af vulkaner bliver typisk høje med stejle sider, fordi deres tygtflydende lava strømmer langsomt og størkner tæt på krateret eller midten. Antallet af udbrud på en kejlevulkan er typisk mindre end ved et hotspot-vulkan, men udbrudene kan være meget mere eksplosive på grund af deres sejtflydende, vandholdigt og gasrig magma. Det vil sige, at deres magmas faktisk klister og stopper hullet tit, og så bygger der en masse tryk op inde i vulkanen, fordi den ikke kan komme af med trykket, og så siger den BUM!
Og eksploderer til sidst. Rhyolit og anacit er eksempler på denne type lava, med henholdsvis et højt og et mellemholdt indhold af silicium eller silikater. Silicium er det mineral i bjergearten, der gør, at lava bliver sejtflydende.
Jo mere silicium, jo mere sejtflydende er det. Hele vejen rundt om stilleheden findes et stort antal aktivkejle af vulkaner, hvilket giver området navnet Ildringen. Alene i Indonesien er der over 120 aktive kejlevulkaner, og det vil sige, at vi kan gætte på, at Indonesien ligger ved en subduktionszone, da kejlevulkaner findes ved subduktionszoner. Vesu og Etna i Italien er også meget velkendt kejlevulkaner.
Endelig findes der kejlevulkaner, der får meget store dybegratter, også kaldt som caldera, som har haft så voldsom eksplosionlignende udbrud, og derfor betegnes som eksplosivvulkaner eller eksplosionsvulkaner. Nogle eksplosionsvulkaner efterlader kun et vold af aske omkring krateren, men selve krateren synker ind og ofte fyldes med vand. Marmad i eksplosionsvulkaner har et højt indhold af silicium, og der støder et højt indhold af gasserne, vand og CO2.
Eksempler på eksplosionsvulkaner og kalderer kan nævnes den aktive Mount St. Helens i USA og Krakatoa i Indonesien. Nogle kalderer er nogle kilometer i diameter og viser spor efter meget voldsom udbrud. for de såkaldte supervolkaner, såsom Lake Taupo i Nusseland og Yellowstone-kalderen i USA. Supervolkaner er en fælles betegnelse af vulkaner, der udslinger mere end 1000 kubikkilometer materiale under et enkelt udbud.
De er simpelthen så store, at når den her vulkan eksploderer, så løfter den sig op, og så falder den faktisk ned på sig selv. Og det vil sige, at i stedet for at have en høj, flot vulkan, så bliver det tit et hul, så en bjerg med et hul i sig, som typisk fylder med vand. Vulkanernes form og dannelse har stor betydning for, hvor farligt de er at bo på og hvilke positive egenskaber de bringer med sig. For at forstå, hvorfor folk bor så tæt på vulkaner, er det vigtigt at kende til, hvordan vulkanerne dannes og hvilke positive egenskaber de medbringer sig. Cool!
Det var en læsning af dagens tekst. Nu er vi klar til at lave dagens arbejdsspørgsmål.