I identifikationsnøglen kan man lave en undersøgelse, der hedder brandprøve. I den undersøgelse skal man antænde et stykke af sit plastik og se, om det brænder uden røg eller om det brænder med en normal mængde røg. Hvis der ikke dannes nogen røg, så tyder det på, at plastikstykket er opbygget af polymertypen PMMA. Hvis der dannes en normal mængde røg, så tyder det på, at plastikstykket er opbygget af polymertypen PET.
Lad os teste det ved at antænde et sterillys og putte plastikstykker ind i flammen. Lad os starte med PMMA. Vi antænder det. Og ganske rigtigt, der dannes ingen røg, når det brænder. Vi prøver også at antænde PET.
Og ja, her dannes røg, når det brænder. Grunden til, at PMMA stort set ikke udvækter nogen røg, det er, at det indgår i en fuldstændig forbrænding. Det betyder, at polymeren kan reagere i et optimalt forhold med ild i luften, og så dannes der kun CO2 og vand ved forbrænding. CO2 og vand er begge to usynlige, når de er på gasform. PET laver en ufuldstændig forbrænding, og det betyder, at nogle af karbonatomerne i polymerkæden ikke reagerer med ild i luften.
Så flyver de i stedet for bare op i luften som mikroskopiske stykker kul, og det er, hvad vi kender som røg. Det er vigtigt, at dette gøres enten under udsug i et laboratorie eller udendørs, da der kan dannes sundhedsskadelige stoffer i røgen.