2.7.2: Partiadfærd
Lad os starte med at se på Anthony Downs’ teori om stemmemaksimering (den såkaldte medianvælgerteori). Udgangspunktet for Downs er, at både partier og vælgere handler/vælger ud fra en egennytteinteresse (egoisme). Downs udgår fra en tese om, at både vælgeren og politikeren er rationelle (fornuftige) aktører, der handler på markedet. Begge parter er interesserede i at opnå mest mulig nytte. Det betyder, at politikeren vil være interesseret i at få flest mulige stemmer (stemmemaksimering), mens vælgeren vil være interesseret i at stemme på den politiker eller præsidentkandidat, som tilbyder mest nytte (valgløfter, som passer til vælgerens ønsker og behov).
Et billede, der indeholder tekst, linje/række, Kurve, diagram
Automatisk genereret beskrivelse
Figur 2.41 Downs medianvælgermodel – forsøget på at svinge vælgerne
Kilde: Jakob Glenstrup Jensby, Anders Ellegaard Pedersen og Peter Brøndum: Politikbogen, Forlaget Columbus 2017.
Downs’ teori går ud fra, at der i samfundet er nogle skillelinjer mellem kandidaterne/partierne, som opdeler vælgerne i to blokke, men selv om hver blok/parti – her Demokraterne (i 2024 Kamala Harris og Republikanerne (i 2024 Donald Trump) – vil tydeliggøre deres politiske kendetegn og uenigheder, vil de også forsøge at have midten for øje for at få fat i de vælgere, svingvælgerne, der enten ikke har besluttet sig eller kan være utilfredse med tingenes tilstand. Downs betegner den vælger, som partierne gerne vil have fat i, medianvælgeren (medianvælgeren er den vælger, som deler vælgerne i to lige store grupper). Netop ved at skaffe sig adgang til medianvælgeren (mange marginalvælgere og uafhængige vælgere vil befinde sig omkring medianen) vil præsidentkandidaten kunne sikre sig dels de vælgere, der traditionelt hører til deres egen blok (Demokraternes eller Republikanernes) samt også inkludere medianvælgeren, hvilket kan vise sig afgørende for udfaldet af præsidentvalget.
Den øgede politiske polarisering og stærkere partiidentifikation, som mange amerikanske vælgere udviser i disse år, betyder, at der til stadighed er færre vælgere på den amerikanske midte, som er ”up for grabs” for de to partier. Det gør dog ikke, at de ”få” medianvælgere er blevet mindre vigtige; de kan fortsat have en afgørende indflydelse på valgenes udfald, men eftersom der er stadigt færre af disse vælgere, så bruger begge de to partier i dag langt mere tid på at styrke deres egen partiprofil – forstået som hvem de er, hvad de går ind for, og særligt hvad de ikke går ind for, og hvor slemme det andet parti er. Det gør de, fordi den stærke og tydelige parti/kandidatprofil med klare holdninger til de politiske emner har afgørende betydning for at mobilisere egne vælgere til at komme ud og stemme. Som vi husker fra forrige afsnit om polarisering i amerikansk politik, så peger netop professor i politik Rachel Bitecofers teori om negative voting på, at medianvælgeren ikke længere er så betydningsfuld som tidligere – i stedet handler det primært om for kandidater at mobilisere og ”get out the base – get out the vote”.
2.7.3: Vælgeradfærd
Downs kigger dog ikke kun på, hvad og hvorfor amerikanske politikere/partier gør, som de gør, og det hænger sammen med Downs’ opfattelse af både partier og vælgere, som han anskuer som egoistiske og nyttemaksimerende. På grund af dette vil der ifølge Downs være en stærk tilbøjelighed til at stemme på den præsidentkandidat, som vælgeren mener vil øge vælgerens egen økonomiske velstand mest. Det kalder man også for rational choice-stemmeadfærd.
Det, vi kan se her, er, at Downs både forsøger at forklare politikernes/partiernes adfærd og vælgernes adfærd. Se også figur 2.42. Den amerikanske professor Morris Fiorina taler i forlængelse af dette om, at vælgerne stemmer retrospektivt. Det betyder, at vælgerne kigger på de sidste fire år og vurderer, om præsidenten har forbedret deres økonomiske situation, hvilket Fiorina betegner Pocketbook voting (pocketbook betyder „tegnebog“ på engelsk, med andre ord stemmer man efter, hvad der har gavnet ens egen snævre privatøkonomi mest).
Et billede, der indeholder tekst, Font/skrifttype, skærmbillede, visitkort
Automatisk genereret beskrivelse
Figur 2.42 Downs rational choice-model (med både parti- og vælgeradfærdsfokus)
Kilde: Jakob Glenstrup Jensby, Anders Ellegaard Pedersen og Peter Brøndum: Politikbogen, Forlaget Columbus 2017 og Gregers Friisberg: Politik ABC, Forlaget Columbus 2009, s. 36.
Hvis den økonomiske situation opleves som forbedret, vil vælgeren højst sandsynligt sætte sin stemme på den siddende præsident, hvorimod en forringet økonomisk situation vil motivere vælgeren til at stemme på en anden kandidat. Det er igen en variant af ”It’s the economy, stupid”, og vi skal være opmærksomme på, at den betydelige inflation i årene 2021-2023 i USA igen har gjort økonomien eller i hvert fald amerikanernes hverdagsøkonomi til et centralt emne ved novembervalget 2024. Det skyldes, at mange amerikanere ikke har en oplevelse af, at det er blevet økonomisk lettere eller bedre under præsident Biden, faktisk synes et flertal, at deres privatøkonomi var bedre under tidligere præsident Trump. Det på trods af, at den almindelige amerikanske lønmodtager i perioden 2020-2024 har oplevet lønstigninger, som samlet set har været højere end inflationen, og at beskæftigelsessituationen i USA har været virkelig god og arbejdsløsheden rekordlav.
For at uddybe og forklare idéen om partisanship, både den positive, hvor man identificerer sig med sit eget parti, og den negative, hvor man som tidligere nævnt forholder sig mere til et fjendebillede af modparten, vil vi se på, hvordan man som vælger kan være både rationel (fornuftig) og nyttemaksimerende, men alligevel samtidig udvise en ekstremt loyal partiidentifikation over for eget parti. Her kan vi benytte os af den såkaldte Michiganmodel, der forsøger at illustrere og forklare, hvad der ligger til grund for vælgeres partiidentifikation.
Hvor Downs’ vælgeradfærdsteori betoner det rationelle individ og særligt det økonomiske individ (homo economicus) i sine forklaringer af, hvorfor vælgeren stemmer på en bestemt måde, lægger Michiganmodellen vægt på, at vælgeradfærd er udtryk for en socialpsykologisk handling, hvor det særligt er individets socialisering i familien, sammen med venner og i forskellige grupper, der får afgørende indflydelse på, hvilket parti eller hvilken præsidentkandidat vælgeren kommer til at identificere sig med.
Michiganmodellen vil betone, at en vælgers valg af parti eller præsidentkandidat er en konsekvens af de erfaringer, oplevelser, sociale relationer og værdier, som vælgeren har gjort sig livet igennem. Eksempelvis kan man forestille sig en førstegangsvælger, som er født og opvokset i en konservativ familie i et amerikansk landdistrikt i West Virginia. Hans forældres foretrukne tv-kanal er Fox News, og i familien har man lyttet til countrymusik og til de meget udbredte konservative talk radio hosts, når man har været ude på lange køreture i bilen til venner og familie. Som teenager har han sammen med sine kammerater brugt tid på platforme som YouTube, Reddit og 4Chan, ligesom han i fritiden udveksler memes på Snapchat eller TikTok med sine kammerater. Hans forældre har altid stemt republikansk. En sådan vælger vil med stor sandsynlighed også komme til at identificere sig med Det Republikanske Parti og stemme på partiet og dets kandidater senere i livet.
Et billede, der indeholder tekst, skærmbillede, Font/skrifttype, linje/række
Automatisk genereret beskrivelse
Figur 2.43 Michiganmodellen – stærk partiidentifikation er udbredt i USA
Kilde: Kenneth Thue Nielsen: Vælgeradfærdsteori, i Klassisk og moderne politisk teori, af Lars Bo Kaspersen og Jørn Loftager (red.), Hans Reitzels Forlag 2013. Angus Campbell ed.” The American Voter, University & Chicago Press, 1976,
Vælgeren er så at sige socialiseret (opdraget) til at identificere sig med bestemte holdninger og værdier, som bedst synes repræsenteret ved Det Republikanske Parti. Det kalder modellen for langtidsfaktorer, og de bevirker, at der skal en hel del til, før en sådan vælger med en stærk partiidentifikation går hen og stemmer på et andet parti eller en anden kandidat. Socialiseringen betyder dog ikke, at en vælger ikke kan skifte parti i løbet af livet, og det gælder selvsagt for vælgere knyttet til begge partier. En vælgers skift af parti/kandidat kan ske, hvis nogle af de såkaldte korttidsfaktorer i modellen bliver aktiveret. Eksempelvis fordi vælgeren ikke bryder sig om partiets konkrete præsidentkandidat, eller føler, at partiet eller kandidaten ikke tager bestemte politiske issues (emner), som er vigtige for vælgeren, seriøst nok. Eller hvis vælgeren er stærkt uenig i partiets eller kandidatens holdning til bestemte politiske emner.
Ved præsidentvalget i 2016 var der en del traditionelle demokratiske vælgere, som enten blev hjemme eller gik hen og stemte på Donald Trump, enten fordi de enten ikke brød sig om Hillary Clinton som kandidat, eller fordi de ikke syntes, at hun talte om de politiske emner, som var væsentlige for dem. Nogle mente også, at hun havde forkerte holdninger til de politiske emner, som var vigtige for dem. Et andet vigtigt eksempel er indvandring og udlændingepolitik. Hvor Trump ved valgene i både 2016, 2020 og igen her i 2024 advarer mod indvandring af ”voldtægtsforbrydere og narkohandlere” fra især Mexico, har Demokraterne med Clinton i 2016 og Biden i 2020 stået fast på Det Demokratiske Partis tilslutning til en indvandringsreform og også stædigt forsvaret præsident Obamas beslutning om at tildele de såkaldte ”Dreamers” en midlertidig lovlig status og ret til uddannelse og arbejde i en årrække med henblik på at få visum og opholdstilladelse (Dreamers er den gruppe unge, der opholder sig i USA uden papirer, men som er opvokset i Amerika, og som er blevet medbragt af deres forældre som børn).
Et billede, der indeholder tøj, person, udendørs, menneske
Automatisk genereret beskrivelse
Joe Biden har i mange år været aktiv i kampen for at styrke de amerikanske industriarbejderes løn- og arbejdsvilkår samt styrke fagforeninger. På billedet ses Biden slå fælles front med strejkende arbejdere fra bilindustrien i delstaten Michigan, der sammen med deres fagforening UAW (United Auto Workers) i august og september i 2023 strejkede i protest mod, at deres lønforhold ikke blev nævneværdigt forbedret på trods af, at de bilvirksomheder, som de arbejder for, henter store økonomiske profitter hjem. Bidens sympati med industriarbejderne i rustbæltet er også en mærkesag for Kamala Harris. Det er en nødvendighed for hende og demokraterne, at de vinder deres opbakning, hvis hun skal gøre sig håb at om vinde præsidentvalget i november 2024.
Foto: Pete Marovich/New York Times/Ritzau Scanpix
Biden og Det Demokratiske Parti har dog, som vi tidligere var inde på i dette kapitel, flyttet sig en del på det immigrationspolitiske område, noget som præsidentkandidaten for demokraterne Kamala Harris også vil fastholde, hvilket blandt andet hænger sammen med, at en del demokratiske vælgere i rustbæltestaterne, men også i delstater som Arizona og Georgia, som Biden vandt ved valget i 2020, i stigende grad ser immigrationen til USA, særligt sydfra, som et meget alvorligt problem.
Skal vi forstå den aktuelle polarisering i amerikansk politik, synes Michiganmodellen sammen med negative partisanship og negative campaigning samt Michael Porter og Katherine Gehls fem faktorer også at kunne bidrage med en plausibel forklaring. For når forståelseskløften mellem de to partier og deres vælgere vokser sig større og større, kan familiens og venners påvirkning samt oplevelsen af, at ens politiske ståsted også tilsiger en bestemt opførsel i hverdagen, forstærkes, uanset om det er, hvad man spiser, hvor man køber ind, eller hvilken musik man lytter til, eller hvilken kirke man går i (eller netop ikke går i). Den politiske socialisering, som et individ gennemgår, vil alt andet lige føre til en stærkere farvet partiidentifikation, der igen vil være vanskeligere at undslippe, når individet senere i livet skal træffe beslutning om, hvem man vil stemme på.
Her vil valget derfor ofte falde på det parti, hvis holdninger og værdier er dem, man som barn og ung er blevet præsenteret for i sin egen familie, blandt sine egne venner eller blandt de grupper, man har bevæget sig i. Forklaringen synes ganske stærk, fordi vælgerens partiidentifikation kan anskues som et udtryk for, hvordan den enkelte vælger opfatter sig selv.
Partiidentifikation bliver dermed en identitetsfortælling, eller som vi skrev i kapitlets allerførste side, til et psykologisk forstørrelsesglas holdt op foran individet selv, der viser omverdenen, hvem man er, og hvad man går ind for, og særligt hvad man ikke går ind for.
Under det amerikanske præsidentvalg i 2016 viste undersøgelser, at en del af det demokratiske vælgerkorps i delstater som Pennsylvania, Ohio, Wisconsin og Michigan, som stemte på Obama i både 2008 og 2012, skiftede til Trump, fordi de simpelthen ønskede sig en ny kurs inden for emner, der betød noget for dem selv, eksempelvis en markant strammere immigrationspolitik, en tilbagerulning af globaliseringen og jobsikkerhed i form af en prioritering af amerikanske produktionsarbejdspladser frem for Demokraternes betoning af nye ”grønne” arbejdspladser.
Ønsket var fra manges side at få ændret på status quo i amerikansk politik, hvorfor Trump i 2016 blev foretrukket, fordi han talte om de politiske emner, som mange vælgere bekymrede sig om (se tekstboks 2.4), på en måde, som vælgerne fandt nemme at forstå, og med en betoning af, at Republikanerne ville sætte de amerikanske vælgere – særskilt den amerikanske arbejder, manden og kvinden på gulvet, højest, så America kunne blive Great Again. Udtrykket var Trumps valgslogan i 2016 og er det igen i 2024.
Den afgående præsident, Joe Biden, lykkedes i 2020 med at vinde en del af disse tidligere vælgere tilbage, særligt gruppen af mænd, til Det Demokratiske Parti, blandt andet fordi han argumenterede meget tydeligt for, hvordan han ville og fortsat vil arbejde for gode løn- og arbejdsvilkår for den amerikanske industriarbejder samt styrke fagforeningernes muligheder for at beskytte arbejdspladser i rustbæltestaterne. Harris vil forsætte dette arbejde, og det er en vigtig del af hendes præsidentvalgkampagne i 2024.