Hej, jeg er Religionsnørden. I dag skal vi snakke om kristendommens udgangspunkt. Grundlæggende kan man opfatte kristendommen som en løsning på et problem. Udgangspunktet er, at guden har skabt verden, heriblandt naturen og mennesker. I begyndelsen er alt lykkeligt. Adam, som betyder menneske, og Eva, som betyder livgivende, bygger sig i Edens have, uden bevidsthed om godt og ondt. I Ædens have sætter Guden også to vigtige træer. Det ene træ er livets træ, hvis frugter giver mennesket evigt liv. Det andet træ er kunskabens træ, hvis frugter giver kunskab om godt og ondt. Gud siger til menneskene, at de må gøre lige hvad de har lyst til, men de må ikke spise for kunskabens træ. Der er altså kun ét bud. Men mennesket vælger så alligevel at bryde dette ene bud med først givende lejlighed. Det lovbrud kaldes for søndefaldet eller problemmøten. For det er her arvesønden kommer ind i verden og problemet opstår. Mennesket opnår pludselig en masse indsigt, og de holder op med at være helt så uskyldige. De bliver f.eks. seksuelle væsener. Problemet er, at guden bliver rigtig, rigtig vred. Og da han i det gamle testamente er en straftende og retfærdig gud, giver han som straft mennesket et stort guddommeligt løs i røret. Ud af eddens have, så er det mister adgangen til livets træ. Mennesket har altså nu det store problem, at det skal dø. Samtidig pålægger guden også mennesket en masse af de forhold, som kendetegner menneskets vilkår. Eksempler er døden, hårdt arbejde, kønsroller og hierarkier, pardannelse og en række andre. Missionen bliver nu at overvinde problemet med døden. I det gamle testamente kan man herefter læse en masse om menneskets syndlige opførsel. Og det går så vidt, at Gudens i sidst fortryder, at han skabte mennesket, og så drukner han det mad sammen under syndfloden, forsøgt fra Nora og hans familie, som Gud vil starte forfra med. Guden laver senere en aftale med en mand med navn Abraham, om at han skal blive den ældste stamfar til et stort folk, som kaldes for Israel. Men folket i Israel bliver ved med at sønde, og det går skidt for dem. Guden beslutter at hjælpe og giver en mand ved navn Moses, 613 gud, anført af de kendte 10 gud. Dem skal folket i Israel adlyde. Og så vil guden sørge for Israel. Moseloven kaldes også for en handelov. Det er ikke så vigtigt, hvad man tænker. Det vigtige er, hvordan man handler. Denne aftale er grunden til, at kristne kalder første halvdel af Bibelen for det gamle testamente. Testamente betyder nemlig pagt eller aftale. Men folket i Israel kan ikke overholde handelov og bliver ved med at overtræde budene på mangfoldige måder. Hvorfor det ikke går ret godt for dem? Israelitterne, som er dem man i dag kalder for jøder, gik derfor og ventede på en fredsende messias, der skulle være en stor og mægtig konge, der kunne genrejse Israel til storhed og skabe en periode med fredelig sammeksistens mellem mennesker. Ham venter jøderne stadig på. Men nu er det, at historien bliver rigtig interessant for kristendommen. For når nu den første aftale mellem Guden og Israel ikke fungerer på grund af menneskets syndighed, så er der jo behov for en ny aftale. Et nyt testamente, som du kan læse i den anden halvdel af Bibelen. For at sige det lidt poppet, er Guden nødt til at indse, at den straffende og retfærdige kurs har spættet for lidt, og at der skal en langt mere kærlig hånd til. Guden vælger simpelthen at vise sig på forskellig vis i det, der kaldes for tre enheden. Gud som fader, søn og heliger. Det er altså tre måder, guden kan manifestere sig på. Men samlet set er der stadig kun én Gud. Kristendommen er altså stadig en monotistisk religion. I første omgang er det Guds søn, Jesus Kristus, der kommer i spil. Guden åbenbarer altså sig selv som lidt af et paradoks. Som menneske og Gud i én. Ifølge kristendommen gør han det af to årsager. For det første vil han sætte et godt eksempel og vise mennesket, hvad der skal til for at opnå Gudens nød. For det andet vil han zone den afsønd, som gør, at mennesket ikke kan overvinde den død, der kom ind i verden ved søndefaldet i Edens Heve. Jesus var jede, og han vandrede rundt i det område, der i dag er Israel og Jordan. På hans vandringer viste han folk, hvordan Moseloven skulle nyfortolkes, og hvordan mennesker skulle være over for hinanden. Han forsøgte ikke at gøre de jødiske ledere glade, og han forsøgte ikke at blive en politisk leder. I stedet omgik han mest fattige folk, hvoraf mange blev set ned på. Det er også grunden til, at de jødiske ledere ikke kunne acceptere Jesus som deres fredsende massiv. For Jesus mindede en mildest tal ikke om en sejrende konge, og han lærte folk, at den traditionelle tolkning af Moseloven var helt forkert, og at deres store fokus på lov og højdelse var misforstået. Det synes de jødiske ledere var ret provokerende, så de endte med at få ham slået ihjel. Alt det kan du læse om i det gamle og nye testamente i Bibelen, som har et rigtig spændende plot. De centrale begreber til at forstå kristendommen er søndighed og sønsbevidsthed. Alle mennesker opfattes som syndige hele tiden. Moselovens funktion er ikke, at mennesket skal kunne frede sig selv gennem lovoverholdelse, men i stedet at vise mennesket, at det er syndigt. For hvis der ikke er en lov til at vise sig noget forkert, hvordan skal man så vide, at man har gjort noget forkert? Hvis mennesket ikke rent faktisk fysisk gør noget syndigt, så tænker de på noget syndigt. Og i bjergprædiken lærer Jesus for eksempel sin disciple, at det nok kan være, at man kan lade være med at bedrive hår, men man kan ikke lade være med at tænke tanken. Det kan også godt være, at man kan lade være med at slå i hjælp, men man kan ikke lade være med at blive vred. I bjergprædiken tager Jesus altså den gamle moselov, handelov, fra det gamle testament, og fortolker den på en ny måde, så den bliver til en tankelov. Og en tankelov er jo umulig at overholde, og derfor er mennesket altså syndigt. Og når mennesket hele tiden er syndigt, kan det jo ikke fredes sig selv gennem en handelov, som Moselov. Det er kun Guden, der kan fredes af mennesket, så derfor skal det stoppe med at fokusere på lovoverholdelse, og i stedet være bevidst om sin syndighed og fokusere sin tro på Guden i stedet for. Al den energi, som mennesket før lagde i forgæves overhold, sagde Moselov, kan det nu passende bruge på at hjælpe andre mennesker, også kaldet for næsten. Næsten af alle de mennesker, vi møder på vores vej, også dem vi ikke kender. Kristendommen er derfor ikke kun henvendt til israelitene, men til alle i hele verden. Det er en universalistisk religion. Det kan du læse om i lignelsen om Bamjertis og Nuretaner. Eller du kan se filmen om den teologiske pligtetid her på kanalen. Og al den energi skal mennesket ikke bruge på næsten for sin egen fredselsskyld, men for næsten skyld, fordi man elsker næsten. Man skal altså ikke være selvgod eller selvretfærdig. For eksempel skal man ikke have et sponsorbarn i Afrika for sin egen samvittighedsskyld, men fordi man oprigtigt gerne vil gøre noget for et andet menneske. Det kaldes det dobbelte kærlighedsbud og er det allervigtigste. Mennesket skal elske at tro på Gud og det skal elske nisten. Og så skal Gud nok klare resten. Man kan forestille sig det lidt som en trakt, hvor Gud stopper uendelige mængder ubetændte kærlighed ned fra oven. Denne kærlighed kaldes også for at gave og beskriver den kærlighed, der gives til mennesket, selvom det grundlæggende er syndigt af natur. Guden elsker altså mennesket betændelsesløst. Guden giver altså noget til mennesket ganske gratis, uden at det behøver at gøre noget som helst for den. Andet end at være bevidst om sin egen syndighed og tro på Gud. Men teorien er så, at mennesket så alligevel får lyst til at gøre noget, selvom det ikke behøver. Grunden til, at mennesket har lyst til det, er, at det ved dåben, altså indvielsen til kristendommen, får del i helligånden, som får mennesker til at være der for hinanden. Sagt sådan lidt hippieagtigt kan man sige, at alt den agave, som strømmer ud fra neden af trakten, rammer mennesket, som spontant får lyst til at sende alt den agave videre til næsten i form af næstekærlighed. Gennem det dobbelte kærlighedsbud får mennesket altså Gudens nødde. Men problemet med arvesønden fra søndefaldet i Edens have, og dermed døden, er jo ikke løst endnu. Det kræver at offer at slippe udenom den nederede arvesønd, og da mennesket jo er fuld af sønd, dur det ikke at hænge Ole, Bent eller Lise op på korset. Det er noget søndfedt, der skal zone arvesønden. Den klarer guden gennem den stedfortrædende lidelse, hvor guden træder ind på de søndige menneskers plads. Guden soner altså arvesønd gennem Jesus og offrer sig selv gennem korsdøden på korset, hvorefter han gennem genopstandelsen lader sig selv genopstå fra døden. Gennem troen på guden kan mennesket derfor blive frelst på trods af arvesønden og altså genopstå til det evige liv. Man kan altså opfatte kristendommen som en løsningmyte, der gør at mennesket igen kan opnå det evige liv gennem det dobbelte kærlighedsbud. Herunder troen på den stedfortrædende lydelse og genopstandelsen. Alt dette tolker forskellige kristne retninger på forskellig vis. Og mange kristne retninger vil helt sikkert mene, at denne film burde have haft et andet fokus. Det kan du se mere om i de andre filmer om kristendommen. Du må have det rigtig godt, så vi ses igen. Hej hej.