Når man skal lave en analyse i religionsfaget, så kan man gøre det på rigtig mange måder. Og der er rigtig mange teorier og metoder, man kan inddrage for at arbejde med religionsmateriale. Men en grundlæggende metode, man kan bruge her, er at dele op i tre dele. Det hedder karakterisering, analyse og perspektivering. Det er sådan en klassisk måde at gøre det på, og det vil mange undervisere også være tilbøjelige til at sige, det er bare sådan, man skal gøre. Karakteriseringen af den del, der skal gå hurtigst, bruges mindst tid på. Analysen skal fylde ca. 60% af en fremlæggelse og perspektivering. Det er så resten, hvor man viser, at man har godt styr på sit baggrundsstof og andre emner eller radio. Hvad menes det med karakterisering? Det er jo noget, man også ser i andre fag, engelsk, dansk, historie. Det handler om at sige, hvad er det, vi arbejder med? Så der er forskellige spørgsmål, man kan stille sig selv i den forbindelse. Og man skal prøve at afdække materialets historiske og sociale baggrund, og man skal kigge på afsender, perspektiv, synsmiddel og engagement. Så man kan passende spørge, hvem er afsenderen i det her tilfælde? Måske ved man ikke, om der er en afsender eller ej, men det er en god idé lige at prøve at kigge på. Kan man se det? Ret ofte, når man får noget materiale til en eksamen, så er det en lille synopsis eller noget baggrund, man kan kigge på. Afsenderen kan have et uden-eller udefra-synsvinkel. Det er f.eks. hvis det er en videnskabelig beskrivelse, vi arbejder med. Det kan også være en indefra-synsvinkel, hvis det f.eks. er et medlem af en religion, der beskrives som en religion eller der taler om en af de kanoniske tekster fra den specifikke religion. Man kan kigge på, om kilden er klassisk eller repræsentativ. Når vi taler klassiske tekster, så er det jo de kanoniske tekster fra forskellige religioner, som det er b... eller Koran, Bagadagita, Guru Granth Sahib, eller noget andet. Det vil man kalde klassiske tekster. Nyere tekster, det er jo fx debatindlæg, eller prædikner, noget der er nyere i tiden, som måske ikke har en særlig autoritet. Man kan også kigge på, om den er repræsentativ, og her der tænker jeg primært på, om man kan stille sig, og med ting, Det er teksten, det er det materiale, man arbejder med, og man kan forvente, at folk, der er med i en bestemt religion, kan se sig selv i det her, at det repræsenterer teksten, indholdet deres holdninger. Så skal man kigge på, hvornår kildene er fra, og det er relevant i forhold til, hvis det historiske materiale beskriver teksterne noget samtidigt eller noget bagefter. Og hvis der er tale om nyere tekster, hvor nogen kommunikerer et budskab ud, så kan det også være en god idé, at man kigger på sådan en god appellformsanalyse, altså hvilke kommunikative redskaber anvendes der for at få et bestemt budskab ud. Og hvis det er sådan en nyere tekst, det kunne fx være et debattenlæg, så kan man kigge på, hvilken tilgang har afsender til at være religiøs. Er det en maksimalistisk tilgang, hvor religion bestemmer alt i samfund og livet, eller er det en minimalistisk tilgang, hvor religion er noget individuelt? Og det er sådan mere samfundsvidenskabeligt og sociologisk. Og det kan være interessant at se på, hvilken slags type samfund kommer afsenderen fra eller ønsker. Og man kan også kigge på troværdigheden bag en kæle. Kan vi stole på det, der står i det her? Så den tekst, jeg lige vil til udgangspunkt i, kommer fra ham, der hedder Al-Bukhari. Eller hed Al-Bukhari. Det er en gammel tekst. Og Al-Bukhari, han er jo primært kendt for, at det havde lavet en samling af hadith-fortællinger. Som også er omtaget som Sahih Al-Bukhari, altså den sande Bukhari-samling. Vi er i det 8. århundrede, altså 700-tallet, det vil sige, at det er en forholdsvis tidlig tekstsamling, men den er ikke samtidig med grundlæggeren af Islam, Mohammed. Nu sprang jeg lige et led over her, fordi når vi allerede kan se al-Bukhari og Hadith, så er vi allerede inde i noget islam. Det skal man selvfølgelig lige have med fra starten af. så man kan se det. Der taler en muslimsk forfatter. Dels så kan man se det på navnet, men man kan også se det på indholdet. Han har et indefra synspunkt, og det kan man så afdække senere hen, hvordan man kan se det. Det er en repræsentativ tekst. Man kan godt regne med, at muslimer kan se sig selv i det, der bliver beskrevet i de her tekster. Men der er ikke tale om en af de tidligste kilder til islam, og den har heller ikke samme styrke som Koranen, der er den vigtigste. Og så nævner vi først, at der er tale om en hadith. Bare lige for at få sat fingeren på det, en hadith er en kanonisk, autoritativ tekst, som beskriver profeten Mohammeds liv, og det han har gjort og sagt. Og det er i hadith, at man finder det, der hedder sunnah, altså den levevis, som Mohammed praktiserede, som andre muslimer så også ønskede at praktisere. Den har ikke samme vægt som Koranen, men næsten. Der er også noget med islamisk mytologi i de her fortællinger. Selvom det kan virke historisk nok, så er der altså noget af det, hvor der indgår elementer, som ikke er realistiske, men har mytologiske træk. Det handler om det overnaturlige. Og jeg vælger at sige, at det er en forholdsvis troværdig tekst. Vi kan jo ikke være sikre på, at det, der står i den, er sket, men vi er ret tidligt i tid. og Muhadi er anset som værende en troværdig kilde til Muhammeds liv, og det har han gjort sig. Det var min karakteristik. Når man så går til analysen, så er det vigtigt lige at have styr på, hvad det er, man skal gøre her. Det er her, man skal prøve at forklare. Hvad er det for nogle ting, vi får at vide, så man kan afdække dybere budskab med det? Hvis man bare læser det sort på hvidt, så forstår man det måske ikke helt. Der er også mange indforståede ting. Men det er vigtigt, at man kan anvende fagbegreber. Nu brugte jeg ordet som mytologi før. Det er et fagbegreb. Man kan også bruge ritual, heldigt, profent. renselse eller en masse andre forskellige begreber, som man har arbejdet med. Det er også vigtigt, at man kan anvende sin baggrundsviden til analysen. Og det er vigtigt at slå fast her, at når man fremlægger, så skal man ikke sidde og opremse alt, hvad man ved om islam. I stedet skal man bruge den viden til at belyse det materiale, man arbejder med. Hvilke almene religiøse fænomener dukker op i materialet? Det er jo fordi, at religioner er på mange måder identiske med hinanden i forhold til, at man dyrker noget. Det gør man på nogle bestemte måder, og her kunne man f.eks. bruge Ninian Smart's syv dimensioner til at sige, hvad det handler om. Hvordan kan man bruge et almenfagligt ordforråd til at beskrive det, der foregår? Og så skal man selvfølgelig også kunne sige, hvilke aspekter eller fænomener fra den pågældende religion dukker op i det her materiale. Det kan vi så kigge på nu. Her har vi vores hadith. Og det er vigtigt at slå fast igen, at man skal ikke genfortælle eller læse den op. Hvis du går til eksamen i religion, så må du regne med, at examinatoren har godt styr på det. De har læst materialet. De vil nok gerne høre, om du har gjort det. Så det er en god idé lige at få lavet en kort genfortælling af, hvad der er, der foregår. Det kan I altså gøre her også. Men jeg kan se den hadith, fordi den begynder med overleveringskæden, i snat, hvor der står efter Abu Hurayra, en sahaba, en af dem, der fulgtes med Mohammed. Og det er jo kendetegnet fra hadith, at det begynder med overleveringskæden, så man ved, at det er en troværdig tekst. Og den handler altså om en mand, der spørger, Mohammed, som så her bliver kaldt Guds udsending, hvad er tro, hvad er islam, og hvad er det at handle godt? Og til sidst spørger han så også om, hvornår en træffer timen, og det er så indenforstået her, at der er tale om dommedag. Da han har fået nogle svar, han er tilfreds, men så går han igen. Og Mohammed erklærer, at det var englen Gabriel. Nu står der ikke engel, men det ved vi fra vores baggrundsviden, at det er ham, der kommer her. Det var en meget kort genfortælling med det som sådan, også det der forventes. Man skal sige det med sine egne ord, så man viser, at man har forstået det, og man skal ikke genfortælle specielt meget, fordi vi skal bruge tid på selve noget analytisk arbejde lige om lidt. Jeg har fem ting, som jeg har valgt at slå ned på. Jeg påstår nu, at vi i denne her historie har fået noget at vide om de fem søjler. De seks trosartikler. Vi får noget om den islamiske mytologi. Særligt en profeti om dommedagen. Vi får noget at vide om synet og engle, eller at der er engle. Vi får noget at vide om Allah, altså Guds opfattelse i islam. Og det vil jeg nu prøve at uddybe lidt i en analyse, hvor jeg har sagt nogle ting ud, som jeg så siger, det beviser min påstand. Så vi starter med de fem søjle. Og... Men der kommer, som så er gavt, spørger, hvad er islam? Og her har vores oversætter altså også sagt, at islam betyder at overgive sig til Gud, eller det at være muslim. Og det svar, som Mohammed kommer med, islam er at tjene Gud, ikke sætte nogen ved hans side, at overholde bønnen, betale den pligtige almisse, sakat, faste, savn i munden ramadan. Og... Jeg vil bare lige forklare, hvad det er. Vi får at vide, hvad man skal gøre for at være muslim. Der er fem handlinger, som vi kender som de fem søjler. Trosbekendelsen, bønd, almise, faste og pilgrimsrejsen. I det her tilfælde har vi altså en afvielse fra de fem søjler, selvom de minder meget om. Her står der også, at man skal tjene Gud og ikke sætte nogen ved hans side. Det er også det, vi får at vide i trosbekendelsen. Man skal holde bønd og almise. faste, men vi får ikke noget at vide om Pilgrimsrejsen, og det er jo lidt interessant her. Det kommer der mere af. Ja, her, der vil jeg måske sige til perspektiveringen, der kan man spørge, hvorfor bliver Pilgrimsrejsen ikke? Det næste punkt, jeg vil slå ned på her, det er det, der hedder de seks trosartikler. Og igen, bare lige for at sige, hvad det er, jeg kigger på. Den her mand, der så viser sig at være Gabriel, spørger Mohammed, hvad er tro eller iman? Og Mohammed svarer, at det er tro på Gud, tro på engle, tro på, at man kan møde Gud, på hans udsending, det vil sige profeterne, og på opstandelsen. Her der tænkes der nok på opstandelsen fra døden. Så det at tro, det er, at man skal tro på, at de her ting findes. Gud, engle, at man kan møde Gud på profeter og opstandelsen, det minder utrolig meget om det, vi kalder for de seks trosartikler. Men det er ikke helt præcis her. Der er nemlig noget, der mangler. Vi får ikke noget at vide om åbenbaringerne eller bøgerne, og vi får ikke noget at vide om det, der hedder... dommedagen, eller det, at man bliver holdt ansvarlig for sine gærninger. Det får vi ikke noget at vide om. I stedet så står der så på møde med ham, altså med Gud. Så vi får fem ting, som nogenlunde svarer til de seks trusartikler, men en af dem er ikke en del af det, vi normalt vil kalde det. Og det er jo egentlig lidt ligesom det, jeg bemærkede før om søjlerne, at der er en afvielse her, og den går pludselig igen. Det næste jeg kigger på her, det er noget om mytologi. Når vi taler om myter, så er det en form for fortælling, som handler om det vi normalt ikke kan vide noget om. Der kan indgå noget overnaturligt, noget som vi normalt ikke kan se. Eller vide noget om generelt, og der kan det guddommelige være med. Det kan være om fortiden, om skabelsen eller om fremtiden. Det er så det, der er tilføjet af dom i dag. Så Gabriel spørger, hvornår indtræffer timen? Så timen, det er så den sidste time. Og Mohammed svarer lidt kryptisk, den der bliver spurgt, ved ikke mere end den der spørger. Så han siger jo så, at de ved lige meget om det, men han vil jo fortælle lidt om det. Når slaveinden føder sin herre, og de umældende kamelhyrder strækker hals for at måle sig ved de højeste bygninger. Det, der så taler med, er sådan en eskatologisk fortælling, altså en fortælling om den sidste tid. Og så er der sådan nogle tegn her på, hvornår den kommer. Og Dommedage karakteriseres her for sådan nogle absurde ting. Når slævinden føder sin herre, er det lidt omvendt til en hønner-i-ægget-situation. Når kamelhyrder strækker hals for at mogle sig med højeste bygning. Det er også et mærkeligt billede af noget, som er lidt absurd. Mohammed runder selvfølgelig af med at sige, at det er noget, som kun Gud ved. Så her får vi sat på banen, at myter, det er jo, når en profet kommer og fortæller de her ting, så det er jo en privilegeret viden, som en andre har. Og det er jo så det, Mohammed siger. Han ved noget, men Gud ved det meste. Så han vil ikke sige alt for meget. Men det er i hvert fald et eksempel på noget mytologi, der kommer her. Det næste punkt, det var jo så om ham der Gabriel. Derpå vendte man ryggen til at gik. De kunne ikke se noget til ham, så sagde han til Fadar i Muhammed, det var Gabriel. Og det der med en mand, der kommer og så forsvinder, det er jo også lidt et mysterie. Hvordan kan han bare forsvinde? Og Muhammed, han lægger to og to sammen og siger, det er jo så englen Gabriel. Og hvorfor giver det god mening, at Gabriel kommer? Det er jo fordi, at i islam... er Gabriel, han er bindeledet til Allah for Mohammed, og han kommer og fortæller ham, hvad åbenbaringerne er. Så vi får jo lidt at vide om, at der eksisterede engle, det har vi jo fået vist i starten af historien også. Og vi får sådan lidt at vide om en af verdens forståelse, at Mohammed mødte de her væsner flere gange i sit liv på sådan tilfældige tidspunkter. Og i det her tilfælde er det så for at komme en belæring, så Mohammed bliver testet måske. Det sidste nedslag, jeg kommer med her, det handler om Allah selv, eller gudsbegrebet i islam. Vi får ikke vildt meget at vide om Allah her, men så dog lidt at vide, som måske kan være interessant at arbejde ved. Mohammed siger, at selvom du ikke kan se ham, så ser han dig. Gud er usynlig for mennesker, men Gud kan se alt. Der står ikke alt, men han ser dig, fra sit usynligste. Og Mohammed citerer Koranen, Gud alene har viden om timen, som gør mig dommedel. Og det er jo to korte ting, vi får at vide her, to pointer om, hvordan Gud er. Vi fik selvfølgelig også at vide, at man ikke må sætte nogen ved siden af Gud. Men det siger ikke så meget om Guds karakter her. Men vi får at vide, at Gud holder øje med os, også selvom vi ikke kan se det. Og det andet vi får at vide, det er, at Gud besidder viden, som ingen andre kan helt eller nødvendigvis få. Og vi ved normalt, at så bliver Gud i islam beskrevet som almægtig og alvidende. Og måske kan man koble det på her, at Gud ved noget om nogle ting, som ingen andre ved noget om. Nu har jeg lavet fem nedslag, og jeg kunne sikkert godt gå mere i dybden med det, hvis jeg ville. Måske har man fået to hadith til sine eksaminer. Så kan man jo sammenligne det lidt. Det, som man så kan gøre ved at have sin perspektivering, som er bygget videre på det, hvorfor er det, at trosartiklerne og søjlerne er ufuldstændige i forhold til, hvad vi normalt ved om det? Og det, der er interessant, det er, at i varianter af denne historie, der får vi dem i sin fulde størrelse og med de rigtige elementer, og... Og forskerne her påstår jo så, at grunden til, at muslimer må have ved noget om de fem søjler, de seks trosartikler, det kommer fra lige den her fortælling. Men i den her varianten fortælling, der er de ufuldstændige og er ikke nødvendigvis i den rigtige rækkefølge, nemlig de rigtige elementer, som vi forventer. Så hvorfor tror jeg som interesseret person, at f.eks. pyglemsejsen ikke er med? Vi får ikke noget at vide om, hvor Mohammed er, da han får den her test. Måske er han i Mekka, måske er det før pilgrimsrejsen bliver indstiftet, at den her sælging kommer. Og det er derfor, at han ikke kommenterer på pilgrimsrejsen, fordi den eksisterer slet ikke. Ramadan moden findes jo også før islam, men det gør pilgrimsrejsen jo ikke. Man kunne også våge at påstå, at når nu bøgerne, truerne, evangeliet og Koranen ikke bliver nævnt som ting, man skal tro på eksisterer, så er det måske også fordi, Koranen findes jo ikke som kodificeret bog endnu. Så derfor siger Mohammed måske ikke noget om det andet end, at man skal tro på budbringerne, og at det er lidt lækkert implicit i det. I de andre versioner af denne her dit, der bliver bøgerne nævnt. Så om det her er en oprindelig udgave i historien, hvor de ikke er der, fordi det ikke er nødvendigt at sige det, eller om de andre så derfor har fået det til for at forklare det, men at det derfor bliver mindre ægte, det er jo svært at sige. Man kan også sammenligne med andre religioner, for nu får vi ud af, hvad skal man tro på at gøre som muslim, hvad skal man tro på at gøre som kristen fx. Det kunne man bruge noget tid på at sammenligne her med. Hvad skal man tro på? Hvad vil det sige at være kristen i sådan en grundversion? Det kunne også være, at man kunne sammenligne med andre retninger fra samme religion. siger, at det her er udtryk for, hvad sunni muslimer siger, så kunne man jo sige, at Shia, Alevi, Alawiya eller nogle andre grupper, hvad mener de om det her? Er det her en af de historier, som måske vil være fortolket væsentligt forskelligt i de to retninger? Det tror jeg ikke, at det er, men det kunne jo være, at det var det. Jeg vil nok bruge noget tid her på at snakke om, hvorfor er der ting, der virker mærkeligt, og afviger fra det, vi får at vide vores grupper. Og jeg vil sammenligne med kristendom og jødedom. Måske hvis det er sikisme, man har haft som den anden eller den fjerde emne eller tredje verdensreligion, så vil jeg måske også kigge lidt på det. Altså fx i sikisme, hvordan forholder man sig til det her med underkastelse og at man skal gøre sig fortjent til falsken? Hvordan forholder man sig? Så det her er en simpel måde, man kan angribe en eventuel eksamen i religion.