Velkommen til AAU Play. Mit navn er Anders Petersen. Jeg er lektor i Sociologi på Aalborg Universitet. Jeg forsker i noget, der kan virke ret stort og højpandet - - nemlig hvad det vil sige at være menneske i den tid, vi lever i - - og særligt i denne sammenhæng, hvad det vil sige at være ung. Jeg skal fortælle jer om en bog, jeg har skrevet. Den handler om spørgsmålet om, hvad det vil sige at leve i præstationssamfundet. Overskriften for i dag er unges mentale trivsel i præstationssamfundet. Jeg kommer ind på, hvordan ser det ud med den mentale trivsel i præstationssamfundet. Hvordan kan vi forklare, præstationssamfundet har en indvirkning - - på vores mentale trivsel? Jeg vil introducere jer for en tanke - - som jeg går og bakser med, nemlig hvordan kan vi lave andre - - præstationsrum. Det, jeg kalder præstationsfrigørende rum - - i denne tid. Der er en præmis og en tanke - - som jeg vil introducere jer til. I bund og grund er det et spørgsmål om - - at jeg giver jer en forklaring på, hvorfor vi oplever unge i stigende grad - - desværre oplever en nedadgående psykisk trivsel, særligt de 16-24-årige. Jeg viser jer nogle eksempler på det lidt senere. Det er rigtig vigtigt for mig at pointere, at det er en mulighed - - en forklaring, som jeg kommer ind på. Det er ikke sandheden - - det er en sandhed, jeg vil præsentere for jer. Hvad er det så, vi ser? Vi ser, at der er nogle områder for jer unge - - som er særlig negative i øjeblikket. Det drejer sig om stress - - og det viser sig, at 20% af gymnasieelever er lige så stressede - - som de allermest stressede voksne. Vi har kunnet se, at mange unge mennesker - - lider af angst og depression. Unge er pæne udadtil, men knap så pæne indadtil - - som er en overskrift fra en avis. Der er en masse af den type overskrifter - - som vi har kunnet se igennem de senere år. Hvis vi kigger på statistikkerne, så har vi oplevet en ting de sidste fire år - - og det er, at for de 16-24-årige - - er der kommet en opadgående frekvens kurve, og det er i denne sammenhæng - - ret negativt. Hvis vi kigger på depression, så har vi kunnet se - - at de 16-24-årige, både for mænd og kvinder - - har desværre oplevet en opadgående kurve, og særligt kvinder har oplevet - - en statistisk signifikant kurve, som sidst blev målt i 2017 viser - - at 12,3% for den aldersgruppe udviser tilstrækkeligt med symptomer - - på depression. Det samme gør sig gældende for angst. Nu er det 10,3% af kvinder, der rapporterer om - - at have symptomer på angst, og den store topscore på området er - - er stress. 37,5% af kvinderne i den alderskategori rapporterer om - - at have tilstrækkeligt med stresssymptomer - - mens det kun er 17,8% af mænd eller drenge - - eller hvordan vi skal omtale denne kategori. Hvordan kan vi forstå dette på en nogenlunde fornuftig måde? Vi må se på den måde, vi har konstrueret - - det samfund vi nu lever i, som I lever i, som vi alle lever i. Der er den fordel, at I ikke har oplevet andet, men det har jeg - - i den aldersgruppe, jeg tilhører. I vil nok kunne nikke genkendende - - til mange af de ting, jeg fortæller om her. Og hvad værre er, at I ikke er blevet præsenteret for et alternativ - - til denne type af samfund. Alternativet var ikke nødvendigvis bedre - - men der var et alternativ. Hvad er det så, jeg taler om? Jeg taler om, at det er et samfund, hvor vi også oplever - - at 10% af alle 15-årige vil få en psykiatrisk diagnose - - og det har de faktisk allerede, og tallet stiger til omkring 12% snart. Det er også et faktum, at 15% får en psykiatrisk diagnose - - inden de fylder 18. Næsten halvdelen af 19-årige kvinder har gået til psykolog - - og langt de fleste kvinder og mænd på gymnasiet føler sig voldsomt stresset. Både af det pres, de lægger på sig selv, men også af det pres, der kommer udefra. Det er en af tankerne i mit oplæg. Vi oplever et samfundsmæssigt pres - - som I som unge mennesker tager til jer og internaliserer - - det vil sige tager ind i jeres krop. Presset har nogle særlige karakteristika - - som er det pres, jeg mener, vi kan beskrive ved hjælp af denne kategori - - som jeg har lavet, nemlig forestillingen om præstationssamfundet. Hvad er karakteristisk ved præstationssamfundet? Der er en hulens masse krav, der bliver stillet til vi mennesker hele tiden. Der er en specifik social logik, der gør sig gældende - - og det er at være aktive og skulle præstere uafbrudt - - stort set ligegyldigt hvor vi er henne og på alle de sociale arenaer. Det skal I overføre til jer selv, nemlig det hav af sociale arenaer, I er på. Herunder sociale medier, i skolen, i fritiden, på arbejde og så videre. Der skal ske noget konstant, og det kan man formulere i præstationstermer. Vi er præstationsindivider, vi gør det til en identitetskategori - - I er det, I præsterer simpelthen. Derfor skal I præstere på en særlig måde. Der har man oplevet, at nogle helt overordnede forventninger og krav - - der bliver stillet til jer, som jeg vil prøve at tale mig ind i her. Tanken er, at I kan sidde bag skærmene og nikke genkendende til det. Det tror jeg, at de fleste af jer kan. I er trænet til at skulle realisere jer selv. Hvad vil det sige at realisere sig selv? I skal gøre jer selv til noget særligt - - og skal være det, jeg kalder for attraktivt autentiske. I skal være unikke og noget særligt, og specielle - - og det skal I være hele tiden. At være attraktiv er noget, der bliver bedømt af - - af andre hele tiden. I lægger noget op på alle mulige platforme - - for at få vurderingen af, om andre synes, I er attraktive og autentiske. Hvad værre er, at målestokken for, at I finder jer selv - - attraktive og autentiske nok, er det perfekte. Det perfekte er så at sige det nye normale, men problemet er, at I aldrig når i mål. Det perfekte kan ikke opnås, for rammen for det perfekte rykker sig. Det perfekte løber foran jer hele tiden, og I kan ikke gøre andet - - end at løbe efter. Det er en værre ballade - - for når vi har en fornemmelse af, at måleskiven hele tiden rykker sig - - så forsøger vi med al hast at rykke efter. Vi har også fået en forestilling om - - at vi kan optimere os selv hele tiden. Vores samfund går ekstremt hurtigt - - hvor vi kan blive bedre hele tiden, hvis vi øver os nok på det. Hvis vi gør nok for at blive en smule bedre, en procent bedre hele tiden - - men så er problemet, hvornår har vi en fornemmelse af - - hvornår er vi optimeret nok? Det er vanskeligt at vurdere. Det er endnu vanskeligere at vurdere, er de hjælpeværktøjer vi skal bruge - - for at blive optimerede mennesker, formuleres i meget vage termer. Vi skal være omstillingsparate, fleksible, initiativrige, udadvendte - - og så videre. Man bliver forpustet over at tænke over, hvad der skal til - - for at blive det. Igen: Problemet er ikke, at vi gerne vil være fleksible - - og omstillingsparate, og vi vil også gerne optimere os selv. Vi vil også bare vide, hvornår vi gør det godt nok. Hvornår vi er nået i mål med det. Det er vanskeligt at få at vide i øjeblikket. Vi får hele tiden at vide, at vi aldrig kan blive det nok. I kan aldrig være fleksible eller omstillingsparate nok. Agile er et fint ord, der er kommet ind i ligningen. I skal værre oppe på tæerne - - for at være hurtigt i stand til at bevæge jer videre. Det er bare om at komme ind i kampen. Jeg har skrevet en masse om - - at de normer og regler ikke bare ligger og svæver i stratosfæren. De er blevet institutionaliseret. Det betyder, at det er noget, der har lagt sig - - indenfor de rammer, som vi gør i dag i de institutioner, vi befinder os i. Børnehaver, vuggestuer, folkeskoler og for jeres vedkommende gymnasier - - og handelsskoler. For mig at se er det blevet en belastning. Vi har det hele tiden siddende på os. Vi ved ikke, hvornår vi kan verfe dem væk - - eller hvornår vi har fri eller har pause. Muren mellem - - hvornår vi er på og ikke på, er blevet revet væk. Vi er 'på' hele tiden. For mange er det gået hen og blevet er ræs, der er i en sådan grad - - meget besnærende for os at blive ved med at være i. Vi knækker nakken på det. Vi får følelsen af, at vi ikke duer, er utilstrækkelige - - og nogen får endda følelsen af at være ubrugelige. Det er ikke en særlig rar fornemmelse, kan I nok forstå. Følelsen af utilstrækkelighed kan sætte sig, som den manifestation jeg forsøgte at sige - - til at begynde med. Som pres, stress og for nogens vedkommende - - som angst og depression. Hvad gør vi så ved det - - hvis vi tror, at det er en fornuftig analyse, som jeg laver her. Vi er nødt til at vende vores forestilling om, hvad præstation er. Vi kan ikke præstere uafbrudt, og blive målt, vejet, evalueret efter den målestok. Vi er nødt til at skabe nogle andre, som jeg kalder for - - præstationsfrigørende rum. Det lyder meget fancy - - men det er det sådan set ikke. Vi skal skabe nogle rum - - for jer unge mennesker, hvor I ikke hele tiden bliver underlagt - - en masse forestillinger om, hvad der er det rigtige at gøre - - hvornår I når i mål, med det I skal foretage jer - - hvordan I bliver vejet og evalueret efter den målestok, hvor I hele tiden - - får sat en mærkat på jer. Problemet med den type målemetoder er - - at de går på, hvordan I er som mennesker. 'Hvad er jeg værd?' Det er ikke altid lige smart, at det er den eneste type - - af præstation, som vi nu engang oplever. Så vi skal have nogle præstationsfrigørende rum. Jeg har fået meget inspiration af at se Carpool Karaoke med mine børn - - og der har jeg set en med Billie Eilish. Hun siger meget fint - - at det at lave musik er 'messing around'. Fjollerier. Vi skal fjolle lidt mere rundt. Man må gerne aktivt fjolle rundt på en fornuftig måde - - så der også bliver en seriøsitet i den leg. Der er blevet produceret noget - - i Billie Eilishs musik, men det bliver ikke som udgangspunkt taget efter - - om vi opnår givne mål, får karakterer og hvad det skal blive til i sidste ende. Det er for mig at se ekstremt vigtigt, at vi opnår det - - også helt ned i de yngre klasser, børnehaver, vuggestuer og så videre - - så det ikke er den anden form for logik, der begynder at dominere. Når jeg taler med unge mennesker, så er det vigtigt for dem - - at det bliver skabt, men som jeg sagde indledningsvis - - så er det meget vanskeligt for jer at forestille en anden type samfund. I har vanskeligt ved at formulere, hvordan man kan etablere - - de præstationsfrigørende rum. Har jeg så den gyldne løsning på det? Nej, det har jeg ikke, fordi så ville jeg være rigtig rig, tror jeg - - hvis jeg kunne få formidlet det, men jeg vil gerne opfordre jer - - til at tage en diskussion om, hvad præstationsfrigørende rum kunne være - - også i forbindelse med jeres arbejde på gymnasierne. Jeg er helt overbevist om, at det er der udstrakt behov for. Vi trænger til en præstationsfrigørelse. I kan være med, om ikke andet for at diskutere, hvordan det kunne lade sig gøre - - på en bare nogenlunde fornuftig måde. Men, og det er et kæmpestort men - - vi må ikke lægge skylden på, hvordan præstationssamfundet fungerer - - ovenpå jeres individuelle skuldre. Vi må ikke individualisere den type problem - - vi skal gøre det til et strukturelt problem. Vi skal tale med - - vores politikere om, hvordan vi kan suge luften ud af præstationssamfundet - - på en bare nogenlunde fornuftig måde, så der bliver skabt betingelserne - - for de præstationsfrigørende rum. Den er den tanke - - som jeg gerne vil føre til torvs også hos jer her i dag. Vi kan ikke blive ved med at se på, at kurverne, jeg var inde på i starten - - med de psykiske mistrivelser, der bliver ved med at gå i en retning - - og det er desværre opad. Vi må gøre noget - - og det her er mit bud på, hvordan vi potentielt kan være med - - til at hæmme udviklingen af de negative kurver. Det kunne være fantastisk, hvis I vil være med på banen. Så det fører mig til mine opgaver, som jeg har stillet til jer. Det er ikke stillet, som I skal lave dem, men det er en mulighed for jer. Det jeg gerne vil i de opgaver, er at få jer tunet ind på - - hvorvidt I oplever præstationssamfundet som havende denne effekt - - som jeg har talt om i dag. Er det denne her, med et fint ord - - kroniske belastning, der hele tiden ligger på jeres skuldre - - hvor I hele tiden manøvrerer efter, hvordan I godt ved - - at I skal måles og vejes, evalueres og testes og have karakterer og dit og dat - - i stort set alt, hvad I foretager jer. Jeg har også stillet et spørgsmål om - - hvorvidt I kan forestille jer nogle helt særlige præstationsfrigørende rum - - som kunne være interessante at dele med andre i jeres sociale fællesskaber - - og diskutere, for det tænker jeg kunne være interessant. Hvis I opfinder den dybe tallerken, så må I meget gerne tage kontakt til mig. Til sidst vil jeg sige tak for opmærksomheden. Jeg håber, at det har været interessant for jer at følge med. Hav det rigtig godt.